Julen nærmer sig og for at komme i det helt rigtige julehumør, og måske også for at få købt julegaver, julegodter eller julepynt, er udflugten denne gang til julemarkedet i Den Grå Hal på Christiania.
Julemarkedet, som har været en tilbagevendende begivenhed siden 70’erne, er udover at være det smukkeste og mest eksotiske marked nord for Alperne, også et mødested for en masse gamle venner.
Bygningen er fra 1891 og blev oprindeligt brugt af militæret. Siden 1972 er den blevet brugt til et utal af forskellige kulturelle aktiviteter og har bl.a. været rammen om koncerter med Bob Dylan, Red Hot Chili Peppers, Patti Smith og mange flere.
Udflugten er tænkt til udelukkende at omfatte besøget i Den Grå Hal, hvor du kan beslutte dig for frokost, eller kaffe eller…… Hvis du ønsker at spise eller drikke kaffe et andet sted eller gå en tur på området, er det på egen hånd. Der er busforbindelse og Metroen kører til Christianshavn, hvorfra du skal ud på en lille gåtur på omkring 500 m. Det frarådes at bære pels.
Vi mødes på hjørnet af Prinsessegade og Bådsmandsstræde kl. 13:00 og går samlet op til Den Grå Hal, hvor der er julemarked. Du kan købe mad, drikke og mange forskellige juleting samt diverse, så husk at have rede penge, idet vi ikke ved, om de tager imod kort og MobilPay.
Vi glæder os til at se dig til en hyggelig eftermiddag.
Venlig hilsen
Styregruppen