Foredrag af tidligere kulturminister Jytte Hilden om bogen: Takt og Tone til Tiden -en debatbog om skik og brug
Emma Gads uopslidelige Takt og Tone er blevet 100 år. Den kom i 1918. Mange af hendes gode råd har stadig gyldighed, andre virker håbløst forældede. I hendes muntre etikettebog kunne opkomlinge og andet godtfolk orientere sig om sociale spilleregler i samfundets bedrestillede lag.
2018 var osse 50-året for 1968 med det oprør, der kastede vrag på traditioner, autoriteter og normer for arbejds- og familieliv i industrisamfundet. Unge gjorde oprør mod ældre, kvinder mod mænd, børn mod forældre, studerende mod professorer. Ud med det hele.
Men der er spilleregler alle vegne, hvor mennesker mødes. De to jubilæer har inspireret tidligere kulturminister Jytte Hilden og forfatter, journalist Pia Fris Laneth til at bede 13 kloge folk beskrive, hvordan uskrevne regler i hjemmet, i det offentlige liv og på arbejdet har ændret sig siden da – til det værre og til det bedre, men først og fremmest til noget helt andet.